PostNord i Sverige kan have mistet millioner af breve
Flere millioner breve, som PostNord i Sverige håndterede i 2016, kan være forsvundet.
Det skriver Svenska Dagbladet (SvD) onsdag.
Den svenske avis er kommet frem til det tal efter en aktindsigt.
Den har vist, at 0,3 procent af de breve, som PostNord i Sverige udstyrede med en sporingschip i forbindelse med en kvalitetsundersøgelse sidste år, er forsvundet.
Helt konkret er 383 af de 125.600 testbreve med sporingschips i, som PostNord i Sverige sendte ud sidste år, forsvundet.
Sammenligner man det tal med, hvor mange breve PostNord i Sverige håndterede i 2016 - cirka 1,8 milliarder - bliver det til 5,5 millioner.
Der kan dog være forskellige forklaringer på, at brevene ikke længere kan spores.
Blandt andet kan de sporingschips, der blev placeret i brevene, være gået i stykker.
- 5,5 millioner er jo et skøn, men forudsat at denne undersøgelse er repræsentativ for hele PostNords brevhåndtering, så kan det nemt dreje sig om en eller flere millioner breve, siger Joakim Levin fra den svenske post- og telestyrelse til SvD.
Emma Riblom fra kommunikationsafdelingen i PostNord Sverige mener, at der er en ganske naturlig grund til, at de forskellige sporingschips er angivet som tabt.
- Den mest almindelige årsag er, at de er slukket eller ikke længere virker, siger hun til SvD.
Det har ikke været muligt for SvD at få aktindsigt i, hvor mange sporingschips der er gået tabt i årene før 2016.
PostNord i Sverige har ifølge SvD forsøgt at holde tallene for 2016 hemmelige.
Efter en hemmelig retssag valgt den svenske post- og telestyrelse dog at udlevere tallene til SvD, skriver avisen.
/ritzau/